/\

ANNONCE

Hala Mirowska-markedet har været en institution i Warszawa siden 1905.
Hala Mirowska-markedet har været en institution i Warszawa siden 1905.

Foto: Lise Hannibal

Mad & Drikke

Warszawas bedste madmarkeder

Den nye, polske gastronomibølge har sit epicenter i Warszawa, hvor restaurantscenen og de lokale råvarer er bedre og mere varierede end nogensinde. Kom med til de bedste lokale madmarkeder.

På Warszawas madmarkeder møder man kokke, foodies og madskribenter såvel som hr. og fru Kowalski på den daglige indkøbstur. Byens markeder har holdt stand mod både postkommunisme og hypermarkedernes indtog og er en naturlig del af hverdagen for høj og lav. På markederne findes et imponerende og inspirerende udvalg af grønsager, frugt, nødder, bær, oste, fisk og meget mere, og uanset om man vil have spiselige souvenirs, en kurv jordbær med i parken eller skal købe ind til aftensmad er markedet det sjoveste sted.

Her er 3 favoritmarkeder med hver sin profil.

Brød fra Cala w Mace, hvor der ikke spares på noget. Foto: Lise Hannibal

Det økologiske marked med lokalproducerede specialiteter

Øko-onsdagsmarkedet i Forteca Kregliccy slog dørene op for 3 år siden som noget enestående i Warszawa. Markedet ligger i en rotunde i byens gamle forsvarsmur og det er her, lokale øko-producenter og byens iværksættere indenfor gastronomi prøver ting af og udveksler kindkys. Alt fra grønsager til gedeost over brød, bagværk og frugtlikør produceres og sælges i begrænset oplag, så vil man have noget bestemt, skal man komme tidligt. Gå ikke glip af Mleczna Drogas yoghurter, Zeby Kozkas silkebløde gedeoste og Cala W Maces pop-up med forrygende brød og bagværk.

Forteca Kregliccy

Zakroczymska 12, Warszawa

Vis på kort

Kun onsdag, åbent 8-15.

Årstidends grønt på Hala Mirowska. Foto: Lise Hannibal

Det store, historiske marked

Hala Mirowska midt i Warszawa er et af byens største markeder og har fremfor alt gode, polske sæsonråvarer som kål, kartofler, asparges, jordbær, hindbær og blåbær, fermenterede, saltede og syltede sager samt svampe, nødder og usædvanlige æg som gåseæg, andeæg og vagtelæg. Man finder også eksotiske sager som minibananer, mango, papaya og pitahaya-frugter. Markedet ligger i og rundt om en smuk gammel, renoveret markedshal fra 1905 med den knap så renoverede tvillingebygning Hala Gwardii ved siden af, der tidligere bl.a. har huset en bokseklub men nu er ved at udvikle sig til street food-marked med åbent i weekenden.

Hala Mirowska

Plac Mirowski 1, Warszawa

Vis på kort

ma-fre 7-20, lø 7-18, sø lukket.

Hala Koszyki. Foto: Lise Hannibal

Torvehallerne med finere street food

Hala Koszyki er Warszawas svar på Torvehallerne, men med mere vægt på spisesteder og i en smukkere, historisk bygning. Her finder man gourmetrestaurant og high end street food med vietnamesisk og indisk køkken, sushi og mexicansk, tjekkede cocktails, bierhalle og meget andet. Der er også stande med vin, ost, delikatesser, en overordentlig lækker slagter samt et velassorteret supermarked i etagen nedenunder. Man kan sågar få en kogebog med hjem fra boghandleren. Er vejret godt kan man bænke sig udenfor.

Hala Koszyki

Koszykowa 63, Warszawa

Vis på kort

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk